Alle burde undervises i, at de ikke kan tænke selv

af | jun 11, 2024

At undervise og tænke går hånd i hånd. Når vi underviser, vil vi gerne stimulere en bestemt form for tænkning. Men vi tager fejl, hvis vi reducerer undervisning til kun at handle om at stimulere noget indre.

“Tænkning foregår i hjernen.” Sådan har vi tænkt om tænkningen siden René Descartes. Tænkning gøres indvendigt om noget ydre. Men er hud og hjerneskal virkelig en privilegeret grænse for tænkning?

Nej, det er det ikke.

Når du tænker, gør du det nemlig ikke alene. Du bruger alverdens redskaber, ting og udstyr – og det er uanset, om du er analogist og træt af det digitale, eller om du er “all pro digi-stuff.” Du har noter, papir, blyant, computer, bog, tavle, talsystemer, telefoner, og jeg kunne blive ved. Du tænker ikke selv.

Min mormor, som var lettere dement, havde et par sutsko, som hun altid gik med. Hun tog dem på hver morgen, men hvis hun skulle huske at sætte skraldespanden ud, gemte hun sutskoen under vasken om aftenen, inden hun gik i seng. Næste morgen manglede hun sin ene sutsko, fandt den under vasken og huskede skraldespanden. Hun havde lagt en del af sin hukommelse i sutskoen – udliciteret en del af tænkningen til en ting.

At skrive er et andet godt eksempel på, hvor meget tænkning beror på andet end hjernen. Blyantens tegn på papiret eller de mærker, du virtuelt sætter på skærmen i dit skriveprogram, giver dig en slags visuelt og intellektuelt feedback, når du skriver. At skrive er med andre ord en måde at tænke på. En systematisk måde at bearbejde stof på. Vi tænker med papiret, blyanten, tegnet og den tekst, der kommer til live i processen.

Tænkning kan måske ikke reduceres til noget indre, når vi skriver. Men hvad med resten af det mentale? Alt det, vi mener, tror på og er overbeviste om? Hører det ikke tænkningen til? Det må da befinde sig i det indre – i os selv?

Tænkning – mening og holdning

Er du nogensinde blevet konfronteret med en tekst, som du har glemt, at du har skrevet?

Når jeg konfronteres med en tekst, jeg har skrevet, men som jeg har glemt, kan jeg tage mig selv i at sige: “Ahh ja, for pokker, det mener jeg,” selvom jeg slet ikke kan huske, at jeg har skrevet teksten eller overhovedet huske dens generelle argumentation.

På den måde har jeg holdninger og overbevisninger, som jeg ikke er umiddelbart bevidst om, men som indfinder sig, når teksten tænker med. En holdning eller overbevisning er derfor heller ikke begrænset til noget indre.

Dine følelser er i fjernsynet

Mening, tro og holdning kan være gemt i tingene. Men kan følelser også?

Det påstår den slovenske filosof Slavoj Žižek. De fleste kender fænomenet “dåselatter” fra tv-serier. Dåselatter er ikke et cue til, at nu skal vi grine, siger Žižek. Nej, dåselatter befrier os derimod fra en forpligtelse til at grine.

Følelsen er altså udliciteret til fjernsynet, for selvom vi ikke selv grinede under serien, men overlod det til dåselatteren, så erindrer vi alligevel, at vi har haft følelsen af at have moret os og været underholdt, når vi sidder tilbage i sofaen. Forskellen var bare, at følelsen ikke var i os, men at den var “derude” – udliciteret til fjernsynet.

Hud og hjerneskal er ikke en privilegeret grænse for tænkning. Tænkning kan ikke reduceres til noget indre. Vi tænker med tingene.

At undervise og tænke hænger sammen, derfor burde alle undervises i, at de ikke kan tænke selv.